Forside Søgning
Ind til listen:

Om Tycho Brahes afsked med Hven

I 1576 fik Tycho overladt Hven som len af Frederik 2. I 21 år arbejdede Tycho med sine astronomiske målinger og publikationer, og da hans arbejder var kendt og respekteret udenlands, kastede de også glans over det danske kongehus. Selv om der var lokale klager over Tycho, støttede Frederik 2. ham til kongens død i 1588. På det tidspunkt var Christian 4. kun 11 år, og støtten til Tycho fortsatte under formynderregeringen frem til 1593. Omkring det tidspunkt begyndte Christian 4. at kritisere Tycho for ikke at overholde sine forpligtelser som lensherre. Efter kroningen af Christian 4. i 1596 blev flere og flere privilegier taget fra Tycho, og 1597 tog han konsekvensen. Han forlod Hven, og på vej ned i Tyskland skrev han den 10. juli 1597 følgende klageskrivelse til Kongen:




Tycho Brahe under tysklandsopholdet

Stormægtigste højbårne Konning, allernådigste Herre. Næst min villige og pligtige tro Tjenestes underdanige Formelding. Eders Majestæt giver jeg på det underdanigste til kende, at da jeg ingen lejlighed havde at komme Eders kongelige Majestæt til ords, førend jeg afdrog, og ej vidste om det kunde være Eders kgl. Majestæt behageligt eller ikke, så forårsages jeg nu Eders kgl. Majestæt på det korteste skriftligt at lade vide, hvad jeg ellers mundtligt havde i sinde underdanigst at berette.

Da eftersom jeg af ungdommen haver haft synderlig tilgeneienhed den lovlige astronomiske kunst grundigen at lære og forstå og siden at bringe ret på fode og derudover håbende altid tilforn at blive udi Tyskland, bekvemmeligen det at udrette, så haver Eders kgl. Majestæt Hr. Fader, højlovlig ihukommelse, der hans Majestæt sådant fornam, nådigst begæret og bevæget mig til det samme på Hven at anstille og gøre, Hvilket jeg på andet og tyvende år med alsomstørste flid umage og bekostning efterkommet haver; formenendes mig noksom dermed at have bevist, at jeg helst det haver villet gjort min egen Herre og Konning og Fædreland til ære af yderste formue. Og havde Eders kgl. Majestæts Hr. Fader nådigst for godt anset og lovet, at hvad jeg anrettede til samme kunst, skulle med en fundats nødtørftigen forsørges og fortsættes med flere gode vilkår, som mig blev nådigst tilsagt, hvilket Eders kgl. Majestæts Fru Moder, min nådigste Dronning, uden tvivl endnu drages til minde, og tilforn hos Danmarks Riges Råd haver ladet tilkendegive. Som jeg derfor haver bekommet det hele Danmarks Riges Råds åbne pergamentbrev, som mig sådant haver konfirmeret og videre derud om fortrøstet.

Hvorudover jeg siden haver gjort en usigelig stor umage og bekostning ydermere end tilforn, forhåbendes, at når Eders kgl. Majestæt kom til regimente, skulle da have en nådigst behag dertil og lade mig og mine nyde det godt ad. Men nu haver det sig anderledes tildraget, end jeg havde troet, hvorud om jeg vil nu uformeldet lade videre omstande. Eders kgl. Majestæt er uden tvivl bevidst, at jeg er adskilt med det, som jeg skulle have til samme kunsts underholdning og mig opskrevet, at Eders kgl. Majestæt er ikke til sinds sådant at ville holde ved magt foruden meget andet, som uformodende er tilkommet, og (som jeg agter) uden min skyld og brøde mig er hændet. Og efterdi jeg endelig af den nåde, som Gud giver, får at fuldkomme, hvad jeg engang med så stor alvorlighed og i så lang tid foretaget og drevet haver, hvilket og mange nationer vitterligt er og storligen attrår og jeg ikke haver det selv i formue, det noksom at bekoste, thi jeg er allerede kommen så tilagters, der jeg endskønt havde de forrige forleninger, at jeg alligevel nødtes til at afhænde alt mit fædrene gods. Forser mig til, at Eders kgl. Majestæt nådigst anser sådan min nødtørftighed og ikke tager denne min udrejse til nogen unøde, efterdi jeg af disse og flere årsager så højligen trænges at søge andet middel og råd, at det, som vel er begyndt, kan blive tilbørligen fuldkommet, og jeg mit gode navn og rygte udi fremmede lande kan ved magt holde. Dog er jeg ikke i den mening uddragen, at jeg aldeles ville forlade mit fædreland, men ikkun at være ude om hjælp og bistand hos andre herrer og potentater, om så mulig kunne være, på det jeg ikke skal være Eders kgl. Majestæt eller riget for meget til besværing.

Dersom det kan blive mig forundt, at jeg i Danmark måtte mit foretagne arbejde forfølge, ville jeg det ikke forsige, thi jeg endnu som tilforn gjorde Eders kgl. Majestæt frem for nogen anden potentat og mit eget fædreland til ære og lovligt eftersyn alt, hvad jeg af yderste formue kunne udrette, såfremt det kunne ske med lidelige vilkår og uden min skade. Hvis og ikke vil jeg dog ihvor det er forset, at jeg andensteds skal blive, stedse være Eders kgl. Majestæt med al eftersagn og underdanighed og ringe formue villig. Sættende derhos til Eders kgl. Majestæts nådigste og gode betænkende, at jeg ingenlunde af nogen letfærdighed, helst på denne alder, nu jeg er over halvtredsindstyve år og ikke med ringe husgesind beladen, hvilket jeg med stor ulejlighed nødes at gøre fremmede, drager af mit fædreland og fra min gode slægt og venner. Og kan det, som endnu er på Hven af mig gjort, noksom udvise, at det ikke tilforn haver været min agt og mening således at ville drage derfra. Forhåbendes derfor underdanigst, når Eders kgl. Majestæt dette med sin omstændighed ret betragter, at Eders kgl. Majestæt er og bliver min nådigste Herre og Konning og mig og mine med al kongelig gunst og nåde tilbevågen.

Jeg vil altid findes Eders kgl. Majestæt underdanig, tro og villig af min yderste formue, ihvor Gud Almægtigste mig min lejlighed haver forsynet. Den samme gode Gud, som råder for alt verdsligt regimente, unde Eders kgl. Majestæt udi sin regerings velsignelse, gode råd og anslag.

Datum Rostock d. 10. Juli 1597.



På trods af de mange "underdanigster" fandt Kongen ikke brevet underdanigt nok, med rette, må man nok sige, og den 8. oktober 1597 svarede Kongen på Tychos brev. Svaret var kraftigt tilrettevisende, det sluttede således:




Christian 4. som helt ung

...også er os aldeles ukært at forfare, at du hos andre Herrer og Fyrster udi i de måder hjælp søger ligesom vi og Riget var så uformuende, at vi sligt ikke af sted kunne komme, med mindre du med kvinde og børn skulle uddrage og slige penninger hos andre betle. Dog efterdi det nu gjort er, da nødes vi sligt at lade ske og ikke os i nogen måde anmode, enten du drager af landet eller bliver derudi.

Sidst efter som du underdanigst formelder, at dersom det dig må forloves dit foretagne arbejde her i Riget at fuldende, da ville du det ikke forsige, og at det ske måtte uden din skade, så ville vi dig herpå nådigst have svaret, at såfremt du vil tjene for en mathematicus og gøre det, han bør gøre, da skal du først underdanigst tilbyde din tjeneste og derom bede, som en tjener bør at gøre, og ikke med slige fortakte ord (at du det ikke vil forsige) fremføre din mening. Når det sker, da ville vi os siden derefter tilbørlig vide at erklære.

Og eftersom din skrivelse tilmed noget sælsomt er stilet og ikke uden stor uforstand og dristighed ligesom vi dig mere skulle gøre regnskab, hvorfor og af hvad årsag vi på vort og kronens gods gjorde forandring og vi derhos erindrer, hvorledes du adskillig snak om vor kære hr. Fader haver iblandt dine epistler ladet udgå, hans kærlighed så vel som dig selv til forvid og forkleinering, da ville vi dig med dette vort brev forbudt have, at du samme dit brev, som du os haver tilskrevet, ikke lader udgå på prent, såfremt det sker du ikke af os vil tiltales og straffes, som det dig bør.

Befalende dig Gud. Skrevet på vort slot København 8. oktober 1597.



Ja, så mange var ordene, og det var helt klart, at Tycho måtte udenlands. Sine sidste få år tilbragte han som hofastronom hos kejser Rudolf 2. i Prag. Han arbejdede på slottet Benatsky og fik her kontakt med Johannes Kepler, som videreførte Tychos arbejde med stor succes.



Hvis du støder på et ord,
hvis betydning du ikke kender,
så søg på ordet.